Når man udtaler sig om søvn er vores erfaring at viden skaber endnu flere spørgsmål. For der er meget få konstanter og ofte vil svaret være at man skal se på det enkelte individ. Men det er ret entydigt at søvn ikke avler søvn.
God vågentid avler søvn
God vågentid avler søvn og gode rutiner og stemninger omkring søvnen avler god søvn. Men hjernen kan ikke tvinges til at sove mere end det den har brug for. Børns søvn er vigtigt. Det kan vi alle blive enige om. Vi ved fra tusindevis af studier at vores søvn er vigtigt for alle menneskers sundhed og trivsel. I dag ved vi også meget mere om hvordan søvnen reguleres biologisk. Den reguleres blandt andet af vores behov for at være vågne og vores behov for at sove – også kaldet søvnpres. Hvis vi ikke er vågne kan vi heller ikke sove. Derfor er ’søvn avler søvn’ retorikken en sandhed med modifikationer. Vi kan ikke sove mere, jo mere vi sover. Som beskrevet avler god rytme, rutiner og gode sovevaner søvn. Det giver altså et godt fundament for næste gang vi skal sove. Det er mere det søvn avler søvn handler om, når vi kigger på søvnforskning i dag.
Læs Matthew Walkers bog fra 2017: Derfor sover vi – banebrydende ny viden om søvn og drømmes betydning
Derfor må man konkludere at et barns søvnbehov skal fordeles på nat og dag efter alder, behov og familiers hverdag. Det er vigtigt at barnet får tilbud om nok søvn, men om søvnen er placeret som mange timer om natten og få om dagen eller omvendt afhænger af det enkelte barn og dets alder.
Fordelingen af søvn og vågentid i døgnet er forklaret yderligere i vores artikel om Søvnens Matematik.
Derfor er det ok at vække børn
Vi ser at nogle børn sover mindre på døgnbasis fordi man ikke vil vække fra lur. Der sættes ikke spørgsmål ved om vækning af børn om morgenen er problematisk. Det er jo en del af vores kultur. Men vækning af børn i deres lur (såvel om morgenen) med respekt for søvncykli kan være med til at skabe en bedre balance i det homøostatiske søvnpres så barnet faktisk får mere og bedre søvn på døgnbasis når timerne af vågentid fordeles anderledes. Sådan arbejder man med bedring af søvnen hos voksne og gamle. Og sådan kan man arbejde med søvnen hos børn og unge. Det kræver specialviden, men den har vi hos Center for Børn og Unges Søvn. Den skal bare bruges og formidles.
Vi anbefaler individuelle søvnaftaler
Når fagfolk og forældre oplever frustration omkring søvn skal vi lige dele kunne tale om hvad der er fysiologisk normalt. Men også hvad vi rent faktisk kan bruge ny viden om søvn til for at bedre forholdende omkring søvn i familierne. Når vi ændrer på disse rytmer vil det tage tid. Og der skal selvfølgelig være et formål med vækning. Man skal se en bedring i barnets samlede trivsel på døgnbasis. Derfor anbefaler vi hos Center for Børn og unges Søvn altid at man kan lave en søvnaftale, hvor man løbende er i dialog og evaluerer undervejs. Selvfølgelig skal man ikke vække alle børn i tide og utide – men nogle gange kan det godt give mening at vække et sovende barn, for at få brudt en uhensigtsmæssig rytme og skabe balance mellem vågentid og søvn – og trivsel for hele familien. Netop så hele døgnet fungerer for alle parter. Dette selvfølgeligt i et ligeværdigt samarbejde og via dialog mellem forældre og daginstitutionen. Det er nemlig sådan at alle vinder denne snak når børnene trives. Børn trives også kun når deres familier trives.
Få mere viden om søvn
Det er vigtigt at have øje for barnets trivsel hele døgnet og også med respekt for familiernes hverdag. Samtidig er det væsentlig at man som fagperson er klædt på til at kunne argumentere og vejlede udfra evidensbaseret viden og god klinisk praksis. Det sætter familier krav til i dag.
Ikke mindst når snakken drejer ind på vækning. At man som fagperson kan formidle viden om søvn, så forældre forstår at den vurdering man har lavet omkring barnets søvn og trivsel er grundig og med rygstøtte i nyeste viden og god klinisk praksis. Det er vores anbefaling.
Få meget mere viden om søvn hos Center for Børn og Unges Søvn.
Venlig hilsen
Karen Kildahl og Sine Ditlev Bihlet
Stiftere af Center for Børn og Unges Søvn