Hos Center for Søvn ser vi tydeligt i praksis at mennesker kan behandles for deres søvnproblemer. Og her henvises til nonfarmakologisk behandling og et bredere blik end anvendelse af sovemedicin alene. Det gælder også når det drejer sig om insomni, selvom behandling på dette område, i mange tilfælde er præget af udelukkende medicinsk behandling.
Insomni er en udbredt søvnforstyrrelser og kan have betydelige konsekvenser for både fysisk og mental sundhed. Derfor er forandringen ved behandling også markant. Her ser vi hvordan hele menneskers liv forvandles, når søvnen bedres. Det være sig uanset om patienten har søvnproblemer som eneste diagnose eller den kommer som konsekvens af andre diagnoser, som stress, angst, depression m.m.
Men hvad siger forskningen om behandling af søvnproblemer? Hvad kan vi fastslå om effekt af medicinsk behandling? Og hvad kan den fortælle os om langtidseffekterne for patienter med insomni?
Det kigger vi ned i i denne artikel, hvor vi gennemgår en række centrale studier og kliniske retningslinjer, der peger entydigt på, at kognitiv adfærdsterapi for insomni (CBT-I) bør være førstevalg i behandlingen.
CBT-I som førstevalg
Internationale retningslinjer fremhæver CBT-I som den mest effektive behandling for kronisk insomni.
Allerede i 2008 anbefalede Schutte-Rodin og kolleger, at ikke-medicinsk behandling bør være førstevalg i behandlingen. Årsagen hertil er netop at man med CBT-I som metode ikke ”bare” symptombehandler, men arbejder målrettet med lokalisering og ændring af de bagvedliggende mekanismer til søvnproblemet. Hvilket også er svaret på hvorfor metoden og i forskningen ses at have effekt også på den lange bane og ikke kun den måned, man som patient er i aktiv behandling.
CBT-I består typisk af flere behandlingskomponenter, herunder søvnrestriktion, stimulus kontrol, kognitiv adfærdsterapi og søvnhygiejne. Behandlingen sigter mod at identificere og forsøge at ændre på den uhensigtsmæssige adfærd og de tankemønstre, der fastholder patientens insomni.
Riemann et al. (2017) fremhæver, at behandlingen ikke blot forbedrer søvnen på kort sigt, men også reducerer risikoen for tilbagefald. Og det er netop den vedvarende effekt behandlingen ofte har, der er et centralt element ved internationale anbefalinger af CBT-i som foretrukken metode til behandlingen af insomni. Dette står nemlig i kontrast til behandling med sovemedicin, hvor effekten ofte ophører, når medicinen stoppes.
Meta-analyser bekræfter dette billede. Van Straten et al. (2018) viser, at CBT-I har en signifikant effekt på både indsovningstid, søvnkvalitet og vågne perioder om natten – og at disse forbedringer, netop holder over tid.
Sammenligning med medicinsk behandling
Sovemedicin anvendes af mange med søvnproblemer, og særligt ved længerevarende insomni.
Selvom medicin kan give en kortvarig lindring, peger studier på, at der er god grund til at være opmærksom på både effekt og potentielle risici, især ved længere tids brug. De Crescenzo et al. (2022) sammenligner forskellige behandlingsformer for insomni og konkluderer også her, at CBT-I generelt er mere effektiv end medicin på længere sigt. Dette studie konkluderer at medicin kan have en relevant plads i kortvarige forløb, men bør anvendes med forsigtighed på grund af risiko for både bivirkninger og afhængighed.
Flere studier viser, at effekten af sovemedicin ofte er begrænset og primært kortvarig. Stewart (2005) beskriver, hvordan mange patienter oplever en vis forbedring i indsovning ved brug af sovemedicin, men at effekten aftager over tid. Samtidig adresserer medicin ikke de underliggende årsager til søvnproblemerne, hvorfor det ikke kan forventes at disse nødvendigvis er forsvundet, når brug af medicinen ophører.
Buchemi et al. (2007) fandt tilsvarende, at selvom sovemedicin kan reducere tiden det tager at falde i søvn, er forbedringerne i den samlede søvnkvalitet, ofte beskedne.
Bivirkningerne overskygger ofte virkning
En central problemstilling ved sovemedicin er risikoen for afhængighed og tolerance. Over tid kan kroppen vænne sig til medicinen, hvilket betyder, at effekten mindskes, og patienten skal øges i dosis for at opnå den øsnskede effekt.
Derudover kan bivirkninger som; træthed i dagtimerne, nedsat koncentration og øget risiko for fald – særligt hos ældre – påvirke dagligdagen betydeligt.
Flere større befolkningsstudier har undersøgt sammenhængen mellem brug af sovemedicin og helbred. Bilioti et al. (2012) fandt, at brug af sovemedicin var associeret med øget risiko for negative helbredsudfald, herunder bla. kognitiv svækkelse hos ældre.
Kripke et al. (2012) rapporterede en sammenhæng mellem brug af sovemedicin og øget dødelighed.
En vigtig pointe!
Det er vigtigt at understrege fra vores side, at sådanne studier viser sammenhænge og ikke nødvendigvis årsagssammenhænge. Ikke desto mindre, understreger vægten af de samlede fund i, efterhånden, mange forskellige studier, behovet for forsigtighed ved længerevarende brug af sovemedicin. Også hos patienter med kronisk insomni.
Når vi så samtidig kan læse af forskning og se i praksis, at nonfarmakologisk behandling som CBT-I metoden både har bedre langvarig effekt og færre bivirkninger, finder vi det relevant at have det med i sine overvejelser, når man har at gøre med patienter med søvnproblemer.
